Spring til indhold

Design

Faget

I design arbejder vi med de genstande, som vi omgiver os med i vores hverdag. Vi kigger på, hvordan forskellige produkters form og funktion har ændret sig igennem designhistorien og på, hvilke ideer og holdninger formgivningen er et udtryk for.

Fælles for designs emneområde er, at produkterne alle har en funktion og er designet til en bestemt målgruppe.

Vi arbejder inden for tre overordnede emneområder:

  • Kommunikationsdesign som for eksempel plakater, reklamer, web-design og visitkort.
  • Produktdesign som tøj, biler, møbler, køkkenredskaber, mobiltelefoner.
  • Arkitektur og byplanlægning.

Undervisningen

Undervisningen foregår som et samspil mellem teoretisk og praktisk arbejde. Forløbene består af indledende fælles arbejde på klassen med teoretisk og designhistorisk stof, hvorefter der arbejdes selvstændigt eller i små grupper i praktiske projektforløb med alle designprocessens faser lige fra brainstorm og idégenerering til den endelige præsentation af det færdige produkt.

Der er både små praktiske opgaver og et stort praktisk projekt inden for hvert af de tre emneområder beskrevet ovenfor. Desuden besøger vi Trapholt Museum i Kolding, reklamebureauer, arkitektfirmaer m.m.

I designundervisningen tilegnes kompetence til at kunne orientere sig i den verden, vi lever i. Alt er designet! Desuden trænes der gennem fagets praktiske dimension at arbejde selvstændigt, innovativt og procesorienteret.

Eksamen

Eksamen består af at fremlægge en præsentation, der gives 48 timer til at forberede derhjemme. Emneområdet aftales på forhånd med læreren, og det skal ligge inden for de emner, der er arbejdet med i løbet af året.

I eksamenspræsentationen vises evnen til at analysere og vurdere professionelle værker samt demonstrere en reflekteret designproces i forhold til de praktiske projekter, der er lavet i løbet af året.