Matematik
Faget
Matematik er fundamentet i enhver kulturs udvikling.
Matematik er derfor et fag, hvor du får en forståelse for systematikken mellem forskellige observationer fra dagligdagen, som fører til et højere abstraktionsniveau. Faget bygger på modelbeskrivelser, forståelse og behandling af ting, som vi møder i vores hverdag. Det kunne være alt lige fra et økonomiske perspektiv med renteberegning til arkitektens geometriske konstruktioner.
Via matematikundervisningen får du en højere indsigt i anvendelsen af logisk argumentation. På C-niveau er der fokus på regningsarterne, trigonometri, ligninger, sammenhænge, funktioner og statistik. På B-niveau tilføjes differential- og integralregning samt statistiske modeller og test. På A-niveau beskæftiger vi os desuden med vektorer, differentialligninger og differentialligningsmodeller.
Undervisningen
I matematikundervisningen veksler vi mellem tavleundervisning, opgaveregning, gruppearbejde, fremlæggelser, praktiske forsøg etc.
På Rødkilde Gymnasium anvender og underviser vi i brugen af CAS-værktøjer på computeren.
Vi anvender pt wordmat. Desuden er det nødvendigt, at du har en lille lommeregner, der kan regne med Cosinus, Sinus og Tangens, da computeren ikke altid er hensigtsmæssig at bruge i matematik.
Også skriftligt arbejde er en vigtig del af matematikundervisningen. Det skriftlige arbejde består af hjemmeopgaver, som træner dig i at forstå og løse forskellige opgavetyper. Opgaverne kan variere fra den traditionelle skriftlige aflevering til video-optagelser af fremlæggelser ved en tavle.
I løbet af skoleåret vil du desuden skulle skrive rapporter over forløb. Rapporterne vil blive opgivet til en eventuel mundtlig eksamen. Et eksempel på indholdet i en rapport kunne være, hvorvidt der er fattigdom i Danmark med inddragelse af autentisk statistisk materiale.
Eksamen
Har du matematik på C-niveau, kan du komme op til mundtlig eksamen.
På B- og A-niveau kan du komme til mundtlig og/eller skriftlig eksamen. Eksamen varer fire timer på B-niveau med en time uden hjælpemidler. Derefter følger tre timer med alle tilladte hjælpemidler. På A-niveau varer eksamen fem timer med en time uden hjælpemidler og fire timer med alle tilladte hjælpemidler.
Den mundtlige eksamen i matematik tager udgangspunkt i det gennemgåede stof fra den daglige undervisning. Eksamensspørgsmålene kender du på forhånd i deres fulde længde og senest fem hverdage før eksamensstart. Der er 24-30 minutter til både forberedelse, eksamination og bedømmelse.