Spring til indhold

NV - Naturvidenskabeligt grundforløb

Faget

NV er en forkortelse for Naturvidenskabeligt grundforløb. NV er en del af gymnasiets grundforløb og ligger derfor altid i det første halve år af gymnasieuddannelsen. NV er ikke et fag i sig selv, med en introduktion til de naturvidenskabelige fag, deres fællestræk og deres forskelligheder.

I gymnasiet varetages naturvidenskab af fagene biologi, fysik, kemi og naturgeografi, og det er derfor også disse fire fag, der udgør NV. Fagene er fælles om at iagttage og beskrive verden omkring os, samt lave hypoteser og teorier, som forklarer denne omverden.

Rigtigheden af disse hypoteser og teorier kan af- eller bekræftes via eksperimenter. At udtænke, afprøve og vurderer eksperimenter er derfor en stor del af undervisningen i NV.

Undervisningen

Undervisningen vil være bygget op omkring et overordnet tema. I NV vil man alt efter om der er tale om biologi, fysik, kemi eller naturgeografi komme til at arbejde med det samme overordnede tema, men på forskellige måder og med forskellige indfaldsvinkler.

Formålet med NV er netop at give indblik i de ligheder og forskelligheder, der er mellem de naturvidenskabelige fag, samt at vise, hvordan fagene kan støtte hinanden og give større forståelse for et fælles tema.

Forløbet afsluttes med, at der skrives en rapport over et eller flere af de udførte eksperimenter. Rapporten diskuteres med en lærer ved en kort samtale, og der gives herefter en karakter for hele forløbet.