Spring til indhold

Om Rødkilde Gymnasium

Gymnasiet er tre år, der kan mærkes resten af livet. På Rødkilde går vi op i, at gymnasietiden skal være en god tid. En tid, hvor man trives, udvikler sig, får nye venskaber og er en del af et sammenhold.

Samtidig går vi op i, at tiden på gymnasiet lægger fundamentet for en god fremtid. Vi vil give faglige løft, danne, åbne muligheder og åbne døren til videre uddannelse.

 

 

Vi gør det fagligt
Rødkilde Gymnasium har altid haft tradition for et højt fagligt niveau og ambitioner på elevernes vegne. Engagerede lærere møder eleverne, hvor de er, og hjælper dem til at blive endnu bedre. Vi tilbyder særlige forløb for talentfulde og ambitiøse unge, og udover STX-eksamen kan man tage flere internationale certifikater på Rødkilde.

Det faglige niveau udmønter sig i et karaktergennemsnit, der ligger over landsgennemsnittet, og i at vores studenter i højere grad kommer i gang med en videregående uddannelse.

Vi gør det sammen
På Rødkilde Gymnasium har vi et stærkt sammenhold, som vi dyrker og styrker. Nye klasser rystes godt sammen, og de tre årgange mødes på tværs til fester og fællessamlinger. Med 750 elever og 80 lærere er vi ikke et stort gymnasium, og det betyder, at man lærer hinanden at kende.

Sammenholdet kan både mærkes og måles. Trivslen på Rødkilde ligger i top ti blandt STX-gymnasier i Børne- og Undervisningsministeriets årlige trivselsundersøgelse.

Vi gør det med vilje
Vi danner og uddanner til at tage stilling til det samfund, vi er en del af, og til tidens problemstillinger og tendenser. Debat, holdninger og argumenter gør os alle klogere.

Rødkilde Gymnasium forventer noget af sine elever – men de får endnu mere til gengæld. På Rødkilde er vi ambitiøse, og vi vil noget med os selv og hinanden. Både lærere og elever.

Historisk har vi altid haft et lavt fravær og et højt engagement i både fag, fritidsaktiviteter og fester.

Vi gør det i smukke rammer
Rødkilde Gymnasium ligger smukt placeret. Fjorden, skoven og byen er vores naboer, der inviteres ind i undervisningen, blandt andet via vores marinbiologiske aktiviteter og samarbejde med erhvervslivet.

Vi har gjort det i mere end 150 år
Vores gymnasium blev grundlagt i 1865 og er Vejles ældste gymnasium. Det første år sendte vi fire studenter ud i verden.

Lige siden har vi udviklet os, og i dag sætter vi hue på 250 unge mennesker hvert år. Vi er international UNESCO Verdensmåls-skole, eliteidrætsgymnasium og udvikler os fortsat i takt med samfundet omkring os.